9 ikoniske Guignol-figurer og deres oprindelse

Knirkende trædukker, rappe replikker på klingende lyonnais og et publikum, der jubler, når magthaverne får én på hatten. Sådan har stemningen været i mere end 200 år, når tæppet går op for Guignol - Lyons helt egen dukketeater­helt og byens mest folkelige kulturarv.

På Lyon Rejser elsker vi alt, der gør Rhône-byen levende for danske besøgende, og ingen oplevelse er mere ikonisk - eller mere lokal - end en Guignol-forestilling. Den lille træfigur, skabt af silkearbejderen Laurent Mourguet, taler stadig arbejder­klassens sprog, slår gnister af humor og stikker satirisk til enhver form for autoritet.

I denne artikel dykker vi ned i ni farverige karakterer, der hver især fortæller en bid af Lyons historie: fra den snarrådige canut Guignol til fogeden, dommeren og den altid tørstige Gnafron. Hvor kommer de fra? Hvorfor griner publikum stadig af dem? Og hvor kan du selv opleve dem i dag?

Sæt dig godt til rette - og lad silke­byens små træhelte føre dig gennem 200 års fransk charme, satire og hverdags­vids. Velkommen til Guignols univers.

Guignol i Lyon: hvorfor det stadig begejstrer

Når lyset falmer over Saône-floden og smågyderne i Vieux Lyon summer af caféstemning, høres ofte et genkendeligt «Ah ben, guili guili !» bag et lille rødt forhæng. Her begynder en Guignol-forestilling - Lyons helt egen dukketeatertradition, som har moret både børn og voksne siden begyndelsen af 1800-tallet.

Men hvad gør netop disse marionetter til et must for rejsende?

1. Et levende stykke lokalhistorie
   Guignol blev skabt af den tidligere silkearbejder Laurent Mourguet midt i bydelens arbejderkvarter Croix-Rousse. Dukkerne taler stadig den karakteristiske patois lyonnais, så du hører ord, vendinger og tonefald, som ellers kun gemmer sig i ældre caféer og familiers dagligstue.
2. Satire med glimt i øjet
   Forestillingerne er små komedier, hvor systemet - politi, dommere og skatteopkrævere - får én på sinkadusen. Publikum håber altid, at Guignol (den listige arbejderhelt) snyder magthaverne til sidst. Det er teater, men også social kommentar forklædt som sjov.
3. Et spejl af hverdagslivet i Lyon
   Dukkerne spiser quenelles, brokker sig over vejret på Fourvière-højen og drikker lokale vine. Der er referencer til silkefremstillingen, byens handel og selv de legendariske OL-fodboldkampe - alt sammen krydret med humor, som selv ikke-fransktalende kan grine med på.

Hvorfor stadig relevant i 2020’erne?
Selvom Netflix og VR-headsets frister, formår Guignol at samle generationer om samme skærm - bare analog. Forestillingerne opdateres med aktuelle temaer som urban mobilitet, fodbold-rivalisering og klimadebat, men de bevarer den skæve rytme, hvor humor og samfundskritik går hånd i hånd.

Så næste gang du vandrer gennem Lyon, kig efter et lille teater med ternet forhæng eller slå dig ned til en gratis parkforestilling. En time i selskab med Guignol giver dig mere end grin: du får en nøgle til byens sjæl - dens sprog, dets selvironi og ikke mindst dens ukuelige charme.

Fra canut til kultfigur: oprindelsen

I begyndelsen af 1800-tallet kriblede Lyons bakker af canuts - silkearbejdere, der boede og sled i Croix-Rousse-kvarteret. Det var her, at en tidligere tandtrækker, markedsgøgler og evig overlever ved navn Laurent Mourguet (1769-1844) opfandt den figur, der skulle blive byens uofficielle maskot: Guignol.

Fra bod til dukketeater

Mourguet rejste fra torv til torv og lokkede kunder til sin tandudtrækning ved at lade små hånddukker distrahere publikum. I 1808 begyndte han at lade dukkerne overtage hele forestillingen, og snart fik en ny helt - Guignol - sit første bifald. Figuren var, som Mourguet selv, en ufaglært silkearbejder, der talte publikums eget sprog og drillede magthaverne, mens han kæmpede for daglønnen og retten til et glas beaujolais efter fyraften.

Satire med silkesporer

Forestillingerne var alt andet end uskyldige børneshows. Scenarierne tog udgangspunkt i canuternes hverdag:

1. Ustabile silkepriser og lønforhandlinger med fabrikanterne.
2. Huslejestigninger i de stejle traboules (smøger) på bakken.
3. Korruption blandt lokale embedsmænd og underbetalte politibetjente.

Publikum gispede af grin, når Guignol narrede fogeden (Le Bailli) eller gav dommeren (Le Juge) en pandeprask med sin læderkølle (le carbat). Ved at lade den lille arbejder snyde systemet, lod Mourguet publikum drømme om social retfærdighed - uden at sige det direkte. Myndighederne kunne derfor sjældent lukke showet ned; alt var jo “bare for sjov”.

Lyons dialekt på scenen

En vigtig del af magien var sproget. Guignol talte lyonnais, byens egne klange og vendinger, krydret med ord fra occitansk og frankoprovensalsk. Hvor en parisisk skuespiller ville sige “mon ami”, sagde Guignol:

“Mon mâfre, arrête tes crabolures !”
(“Min ven, stop dine narrestreger!”)

Dialekten bandt figuren til folket og gjorde hver stikpille mod autoriteterne dobbelt morsom; de fine herrer på rådhuset forstod måske ikke engang alle gloserne.

Fra gadeteater til kulturel arv

Da industriens dampmaskiner for alvor begyndte at kvase håndværkstraditionerne, bevarede Guignol canuternes stemme og humor. I dag anses han for patrimoine vivant - levende kulturarv - og vises ikke kun for børn, men også for voksne, der genkender den skarpe satire bag de farverige kulisser.

Kort sagt: Guignol blev født i en tid med sociale spændinger, opfostret af en opfindsom håndværker, og voksede til et kultfænomen, fordi han talte - og stadig taler - Lyons egne ord imod magtens højstemme.

De 9 ikoniske figurer – overblik

Ni karakterer vender igen og igen tilbage på Guignol-scenen. Sammen udgør de et miniatureportræt af Lyon omkring 1800 - fuld af glimt i øjet, social satire og dialekt. Få det hurtige overblik her:

Med disse ni typer på scenen får du hele spektret fra arbejderkvarterernes lune til myndighedernes strenge mine - en levende introduktion til den lyonnaise folkesjæl.

Heltene og hverdagen: Guignol, Madelon og Gnafron

Hvor autoritets­figurerne ofte udgør skiven for satiren, bærer trioen Guignol, Madelon og Gnafron selve hjertet i Lyons dukketeater. De er hver især rodfæstet i byens arbejder­kvarterer og i det daglige liv omkring Croix-Rousse, men har samtidig kvaliteter, der gør dem tidløse - og umiddelbart genkendelige for enhver besøgende, der sætter sig til rette foran det karakteristiske lille træ-scene.

Et hurtigt overblik

Guignol - Den skæve folkehelt

Skabt af canut Laurent Mourguet i 1808, er Guignol på én gang et portræt af silkearbejderen og en arketypisk antihelt. Han bærer den korte, brune sarrau (arbejds­jakke), rødligt hår og en sort hat, og han taler uforfalsket parler lyonnais. Vigtigst er hans baton - det allesteds­nærværende træsværd, hvormed han forsvarer sig og publikum mod uretfærdige dommere, fogeder og politibetjente. Hans komik ligger i den kvikke mund og i evnen til at vende magtens logik på hovedet: han er aldrig ondskabsfuld, men altid et skridt foran.

For rejsende giver Guignol et vindue til Lyons arbejdende klasser i 1800-tallet: dårlig løn, stadige huslejestigninger og et brændende ønske om retfærdighed. Derfor føles han også stadig aktuel, når han i moderne opsætninger kæmper mod slyngelagtige syndicats eller snærende EU-regler - alt efter dukkeførerens fantasi.

Madelon - Fornuftens stemme

Hvor Guignol er handlekraftig, er Madelon den, der holder ham (og publikum) forankret i virkelighedens begrænsninger. Hun optræder ofte som hustru eller kæreste, men frem for alt som modstemme:

« Guignol, pense au loyer avant de penser à la bagarre ! »

Hendes figur er inspireret af Croix-Rousses mange arbejderkvinder, der holdt familierne kørende, mens mændene vævede i de høje loftshuse. I kostume bærer hun bonde­kvindens hvide kyse og forklæde, og hun er sjældent bange for at sige sandheden - også når den gør ondt. I dag bruger dukkeførere ofte Madelon til at kommentere ligestilling, lønforskelle eller ganske enkelt til at give børnepublikummet en tryg reference: “hun har styr på det”.

Gnafron - Skomageren med tørst og vise ord

Hvis Guignol er retfærdigheden og Madelon fornuften, er Gnafron glæden ved livet. Navnet kommer af gnafre, lyonnais-dialekt for “at spise og drikke i godt selskab”. Han er skomager - dengang et slid job med adgang til rigeligt garvesyrevin - hvilket forklarer hans uadskillelige pot à vin.

Gnafron er den joviale kommentator, der kan adressere arbejdsvilkår, prisstigninger eller even­tuel korruption gennem (bogstaveligt talt) vinkling:

« Quand le vin est tiré, il faut le boire… et protester ensuite ! »

Som figur bevæger han sig frit mellem at være Guignols bedste ven, en slags proletarisk filosof og den, der baner vejen for sang og musik i forestillingen. Hans latter minder publikum om, at kampen for retfærdighed er vigtig - men uden livsglæde er den ikke meget værd.

Hvorfor netop disse tre?

1. Kollektiv identifikation: Trioen repræsenterer hovedperson, samvittighed og komisk aflad - et helt mikro­samfund.
2. Sprogligt krydderi: Alle tre taler parler lyonnais, så publikum bades i lokale udtryk (lær f.eks. “fada” = skør).
3. Dramatisk fleksibilitet: De kan indsættes i alt fra klassisk 1800-tals satire til nutidige historier om AirBnB-huslejer.

For den rejsende betyder det, at man allerede efter få minutter forstår “spillets regler”. Når du næste gang hører Gnafron bede om vin, Madelon sukke dybt og Guignol svinge sin kæp, ved du, at hverdagen i Lyon - dengang som nu - er ved at få sig en humoristisk, men ikke ufarlig, omrystning.

Magten på anklagebænken: Bailli, Juge, Commissaire og Gendarme

Hvor Guignol, Madelon og Gnafron taler folkets sag, repræsenterer Le Bailli, Le Juge, Le Commissaire og Le Gendarme al den magt, som det 19. århundredes lyonnais elskede at gøre grin med. De fire myndighedspersoner er ikke bare praktiske “skurke” - de er et satirisk spejl af bureaukrati, uretfærdighed og blind lydighed. Publikum vidste fra første sving med køllen, at når disse herrer dukkede op, var der ballade i vente - og som regel endte de alle på måsen til stor jubel.

Baggrund: Magtens ansigter i det postrevolutionære lyon

• Napoleons nye embedsværk - Efter revolutionen blev domstole, politi og skattevæsen formaliseret. Hos silkevæverne på Croix-Rousse føltes reglerne ofte som en ekstra byrde på allerede pressede lønninger.
• Canut-oprørene (1831 & 1834) - Reelle sammenstød med militær og gendarmer gjorde autoriteterne til oplagte mål for Mourguets satire.
• Lyonnais-dialekten - Magthaverne taler ofte formelt fransk, mens Guignol & co. svarer på klingende dialekt. Kontrasten udstiller snobberiet.

Hvem er hvem?

Hvorfor elsker publikum at se dem blive snydt?

1. Omvendt hierarki - Marionetterne giver publikum en fantasiverden, hvor den lille mand vinder.
2. Slapstick & timing - Scenerne er tætpakkede med hurtige dukke-slag, fald på halen og ordspil, der kan forstås af både børn og voksne.
3. Social ventil - Midt i kriser og arbejdsuroligheder blev latteren over magthavernes fiasko en kollektiv forløsning.

Klassisk scene i tre akter

Acte I: Le Bailli kræver ublu husleje. Guignol lover at betale, “når han har talt med sin bankier” - kodord for Gnafron i værthuset.
Acte II: Le Commissaire ankommer for at arrestere Guignol. Med hurtige kostume-skift narres både kommissaeren og Gendarmen til at arrestere hinanden.
Acte III: Le Juge åbner retssagen. Takket være sproglige krumspring får Guignol læst dommen baglæns, så det er myndighederne, der erklæres skyldige og skal betale skadeserstatning - naturligvis i form af pølser og vin til hele salen.

Sådan driver de handlingen frem

• Konfliktskaber - Deres ankomst sætter gang i plottet: en betaling, en arrest, en retssag.
• Repetitiv rytme - Publikum ved, at de vil blive snydt, men ikke hvordan. Den gentagne “huk-med-stok” giver forventning og rytme.
• Satiriske spejle - Ved at overdrive deres pompøsitet udstiller Mourguet klassesystemet og den voksende franske bureaukrati-stat.

Når tæppet falder, har publikum ikke blot grinet; de har også oplevet en mini-revolution, hvor ordets vid og træstokkens slag viser, at magten - i hvert fald for en stund - kan vendes på hovedet.

Byens typer og nutidens scene: L’Aubergiste og Le Docteur

L’aubergiste - Værtshusets vogter og publikums spejl

L’Aubergiste er selve inkarnationen af Lyons gamle bouchons - de rustikke spisesteder, hvor silkevæverne drak, diskuterede og skældte ud på magthaverne efter endt arbejdsdag. Som figur er han:

• Handlingsdriver - han ejer scenens samlingspunkt: kroen, hvor intrigerne brygger sammen med vinen.
• Moralsk barometer - når Guignol snyder autoriteterne, er det ofte hos Aubergisten, publikum ser konsekvensen: en gratis karaffel beaujolais - eller en høj regning, hvis helten dummer sig.
• Satirisk kommentator - hans verbale slagfærdighed spejler den lokale tjener, der aldrig løber tør for bonmots i det klingende patois lyonnais.

Le docteur - Når videnskaben møder folkets humor

Le Docteur trådte ind på dukketeatret, da industrialiseringen bragte modernitet - og nye sygdomme - til de trange silkekvarterer. Rollen balancerer mellem respekt og parodi:

1. Borgerlig autoritet: Høj hat, guldbriller og et komisk stort termometer signalerer lærdom over for Guignols jordnære snusfornuft.
2. Fejltagelsernes mester: Hans recepter er tit lige så absurde som patienternes klager; en invitation til at latterliggøre tidens blindtro på videnskab.
3. Social kommentar: Når han taler latiniseret fransk til canuterne, forstår kun publikum gag’en: finkulturen taler forbi folket.

Hvor møder du guignol i lyon i dag?

Sådan får du mest ud af en forestilling

• Lyt efter nøgleord: “Gone” (barn), “Ficelle” (strimler af kød) - små ord i lyonnais, der udløser grin.
• Sæt dig forrest, hvis du rejser med børn; Guignol bryder ofte den fjerde væg og involverer publikum.
• Spørg efter bordbasse (souvenirdukker) på teatret - en unik gave og en måde at støtte træskærertraditionen.
• Kombinér med lokalt køkken: Nyd en quenelle eller et glas Côte rôtie før eller efter, så forstår du Lyon med både ganen og smilet.

Fra værtshusholderens joviale kro til lægens komiske konsultation fortsætter Guignol-universet med at spejle Lyons særpræg og gøre grin med vores dagligdag. Når tæppet går ned, er historien om byens sjæl kun lige begyndt - resten oplever du i gyderne, på caféerne og i latteren, der runger fra scenen ud i de brostensbelagte gader.