7 nøgleobjekter på Musées Gadagne i Lyon

Hvordan fortæller man en bys 2.000-årige historie på få kvadratmeter? I hjertet af det middelalderlige Vieux Lyon ligger Musées Gadagne, to sammenflettede museer – bymuseet Musée d’Histoire de Lyon og marionetmuseet Musée des Arts de la Marionnette. Bag de gyldne renæssancefacader gemmer der sig ikke blot montrer med støvede relikter, men levende nøgleobjekter, der kaster lys over Lyons handel, humor, oprør og håndværk.

I denne artikel zoomer vi ind på syv genstande, du simpelthen ikke må springe over på dit besøg. Fra et minutiøst kort, der afslører byens renæssancegader, til de rapkæftede dukker Guignol og Gnafron, og fra silkevævernes revolutionerende jacquardkort til de første lysglas bag den verdensberømte Fête des Lumières – hver eneste genstand åbner en dør til en ny epoke.

Med andre ord: Dette er din nøgle til at låse Gadagnes hemmelige skuffer op. Dyk med os ned i fortællinger om nødpenge fra Revolutionen, smedede laugsskilte, der stadig hvisker til dig fra husgavlene, og meget mere. Klik dig videre, og lad historien om Lyon folde sig ud – én genstand ad gangen.

Plan scénographique de Lyon (ca. 1550)

Det enorme fugleperspektiv – trykt på syv sammensatte træsnit, hver på størrelse med et A3-ark – er noget nær det Google Maps fra renæssancen. Mens andre bykort fra perioden er skematisk optegnede, gengiver Plan scénographique hver eneste gavl, tagrytter og brostensrække i tredimensionel skravering. Resultatet er et næsten filmisk overblik over Lyon omkring 1550, før byens vækst for alvor eksploderede langs Rhône.

Sådan læser du kortet – Tre hurtige pejlemærker

1. Orienteringen
   Nord vender mod højre, Saône flyder fra top til bund. Det betyder, at Fourvière-højen synes at ligge oven på byen – en effekt, der fremhæver kirkernes dominans.
2. Legenden med 296 numre
   I nederste ramme finder du en tosproget liste (latin/fransk). Kig eksempelvis efter nr. 122 (Loge du Change) og nr. 254 (Maison de la Lanterne) for at spore renæssancens handelscentra.
3. Skygge og skalering
   Skæve skygger afslører tidspunktet (eftermiddag), mens stigende husstørrelse fra centrum mod periferien ikke er en fejl – det er en bevidst teknik til at lede øjet mod bymidten.

Hvad afslører kortet om 1500-tallets lyon?

Tema	Nøgleobservation	Hvor på kortet
Handel & messer	Rækkevis af lagerhuse med hejsehjul ved Saônes brygger viser den levende flod-handel. På broerne er små boder tegnet side om side – her udspilledes de berømte kvartalsmesser.	Langs Quai Saint-Antoine og på Pont du Change
Håndværk	Savmøller og farverier placeres nedstrøms for at udnytte vand, mens garverier ligger i forstæderne pga. lugtgener.	Uden for Saint-Georges-porten
Magtstrukturer	Tre magtpoler dominerer: Palais de l’Archevêché (kirken), Fort Saint-Jean (kongen) og byens mure med fire porte (kommunalt selvstyre).	Midterfeltet, højen og sydfronten

Tip til museumsbesøget

• Zoom ind digitalt: Musées Gadagne har en interaktiv skærm, hvor du kan klikke på de 296 numre og se samtidige graveringer af bygningerne – perfekt til at sammenholde med dagens gadebillede.
• Find ”skjulte” detaljer: Se efter små figurer på tagene: canuts der hænger silke til tørring, og en soldat der spiller tromme ved bymuren – tidlige tegneserieagtige ”påskæg” fra gravøren.
• Sammenlign med nutiden: Stil dig bagefter ved vinduet mod Vieux Lyon; du kan stadig følge gadernes nøjagtige slyngen som på kortet – et sjældent tilfælde hvor 470 år gammel byplanlægning stadig er fuldt aflæselig.

Når man står foran kortet, fornemmer man den ambitionslyst, Lyon strålede af i midten af 1500-tallet: en kosmopolitisk handelsby, hvor flødens skibe, kirkens spir og kongens fæstning konkurrerede om pladsen i billedet – og i virkeligheden. Plan scénographique er mere end et kort; det er et øjebliksbillede af en magtbalance og en økonomi i bevægelse, frosset i træsnittets præcision.

Guignol: den ikoniske lyonnaiske marionet

Når du træder ind i Musée des Arts de la Marionnette på øverste etage i Gadagne-komplekset, møder du hurtigt en glasmonter med slidte, men livfulde figurer: de tidligste bevarede eksemplarer af Guignol. De blev skåret og spillet af den tidligere silkevægter og tandudtrækker Laurent Mourguet, som omkring 1808 skabte den nye helt for Lyons arbejdere.

Fra improviseret stand-up til folkeeje

Mourguet optrådte oprindelig med hånddukker for at lokke kunder til sin primitive tandklinik på kajen ved Saône. Snart var dukkerne mere populære end tandudtrækningen, og Guignol blev en stemme for byens canuts – silkearbejdere, der kæmpede med lave lønninger og ustabile markeder.

« Eh ben, mon paing! » – Guignols karakteristiske udbrud, der kan oversættes løseligt til: “Så må jeg da ha’ mit brød!”

Replikken røber figurens sociale ståsted: en snarrådig, men konstant presset arbejder, der vender hverdagsu retfærdigheder til bidende komik.

Satiren: Hvem får slag med køllen?

• Borgerskabet og politiet udstilles som latterlige, selvtilfredse eller brutale.
• Præsten og lægen får verbale øretæver for hykleri og dyre ydelser.
• Arbejdsgiveren står tit som den virkelige skurk – et spejl af de kommende canut-oprør (1831 og 1834).

Guignol taler på grov, rytmisk francoprovençal dialekt (arpitan), en lyd, der stadig fylder det lille dukketeater i museets ende. Læg mærke til, hvordan skuespillerne bruger hastige falset-skift for at fremhæve komikken.

Håndværket bag en 200-årig stjerne

Detalje	Materiale & teknik	Hvad du kan se i montren
Hoved	Lindetræ, udhulet bagtil for hånden; malet med tempera	Fine knivsnit omkring mundvigene og den brednæsede profil – designet til at kaste skygger på scenen.
Krop	Stiv lærredsdragt over en løs indre sæk	Slidmærker ved albuerne – tegn på tusindvis af slag med den traditionelle læderkølle.
Hænder	Udskåret i ét stykke træ	Fikseret i én vinkel, så gestikken fremstår som et hurtigt hak, når dukkeføreren nikker med håndleddet.
Kostume	Mørk fløjlsjakke, rød kant; messingspænder	De matte farver absorberer lyset fra stearinlamper – en smart løsning fra før elektrificeringen.

Se, hør og mærk historien

1. Aktivér audioguiden (stop 23) og få dialogbidder indtalt på lokalt dialekt.
2. Prøv selv – i det interaktive atelier kan du stikke hånden i en reproduktion og øve “coup de manche”, Guignols karakteristiske kølleslag.
3. Følg kortet til Bellecour-kvarteret, hvor Mourguet først slog sit telt op – museet deler en rute i receptionen.

Guignol er ikke bare et nostalgisk kuriosum; han er et levende symbol på Lyons evne til at forvandle folkelige frustrationer til kunstnerisk slagkraft. Når du forlader salen, vil du måske opdage, at hans slyngede “Eh ben, mon paing!” fortsat giver genlyd i byens caféer og demonstrationer – og minder om, at satire kan være lige så skarp i dag som for 200 år siden.

Gnafron: Guignols trofaste makker

Hvor Guignol står for den rapkæftede indignation, repræsenterer Gnafron den jordbundne livsnyder med et godt glas beaujolais i hånden. Figuren så dagens lys kort efter 1810 og er – ligesom sin berømte makker – traditionelt udskåret i lindetræ og malet med temperafarver. På Musée des Arts de la Marionnette (MAM) kan man komme helt tæt på flere originale Gnafron-dukker, og det er værd at dvæle ved detaljerne.

Karakteren på scenen

Træk	Dramatisk betydning
Vinrød næse & markante barkenbårn	Signalerer både hans hang til vin og hans joviale, folkelige status.
Skomagerværktøj i bæltet	Gør ham til en håndens mand – en direkte reference til Lyons store arbejderklasse.
Dyb barytonstemme (fremført med pivetta)	Skaber kontrast til Guignols lyse stemmeleje og giver dialogen dynamik.
Gestus med hævet tommelfinger mod næsen	Et humoristisk håndtegn, der markerer oprør mod overklassen uden at virke truende.

Sådan læser du dukkens udtryk, bevægelighed og patina

1. Ansigtet: Se efter fine snit i træet omkring øjenbryn og mundvige. Sliddet afslører, hvor tit kæben har klapret under slagfærdige replikker.
2. Hænderne: Hænderne er drejet, så han let kan gribe efter vinflasken eller skomagerhammere. Bemærk poleringen – et fingeraftryk af årtiers håndtering bag scenen.
3. Læderforklædet: Malingen er flere steder gennemsigtig; det skyldes både projektørlys og fedt fra dukkeføreres fingre.
4. Leddene: Skuldre og albuer er hængslet med lærremme. Læg mærke til, hvor glatte de er blevet – tegn på, hvor ofte Gnafron har givet Guignol et brind’amour (venskabsknus) for at bilægge konflikter på scenen.

Gnafron og lyon – Mere end blot komik

Som vinelskende skomager er Gnafron tæt forbundet med Croix-Rousses canut-kultur: silkevævernes værksteder krævede billige sko, og skomagere som Gnafron var uundværlige. Når han klager over skatter eller priser på scenen, spejler han de reelle sociale spændinger, der prægede byen i starten af 1800-tallet.

Bag humoren findes altså et stykke lokalhistorie udskåret i træ. Stil dig foran vitrinen i MAM, og lad blikket glide fra de dybe rynker i panden til de skrånende lædersko – så ser du både historien om en dukke og historien om Lyon.

Jacquardkort og silkefragmenter fra canutternes værksteder

Når man står foran de sirligt perforerede cartes Jacquard og de farvemættede silkeblade i Musées Gadagnes montre, fornemmer man straks, at man befinder sig ved kilden til Lyons største industrielle eventyr. Disse små papkort og stofstrimler var nøglen til byens ry som verdens silkehovedstad gennem 1800-tallet – og de fortæller samtidig historien om teknologisk fremskridt, social uro og global handel.

Fra papkort til blomsterbrokade – Sådan virker jacquardmekanismen

1. Perforeringerne som programkode – Hvert hul repræsenterer en “tunge” på væven, der hæves eller sænkes. Rækker af kort (ofte flere tusind) afløser hinanden og styrer, hvilken trend (lodret tråd) der går over eller under skuddet (vandret tråd).
2. Modularitet – Kortene kan sættes sammen på ny og danne andre mønstre; en tidlig form for “genbrugskode”, som gjorde produktionen fleksibel.
3. Fart og præcision – En enkelt væver kunne nu håndtere komplekse mønstre, som tidligere krævede to hjælpeteknikere (tirageurs). Resultatet var billigere – men også truende for de håndværkere, der mistede arbejde.

Udvalgte genstande i montren

Objekt	År	Kendetegn
Prøvebog fra Maison Bianchini-Férier	ca. 1890	Over 120 silkeprøver med orientalske motiver rettet mod det amerikanske marked
Sæt på 56 Jacquardkort	1847	Perforeret i “roses & rubans”-motiv; bemærk blyants­noterne fra canut-mesteren
Silkefragment “à la Reine”	1780, reweavet 1835	Viser overgang fra manuel trækvæv til Jacquard: samme mønster, men finere rapport

Croix-rousse og canutternes oprør

• Geografi som arbejdsdel – Bakken nord for Presqu’île blev i 1800-tallet fyldt med høje “canut-huse” (lofter på 4-5 m) for at rumme Jacquardvævene.
• Oprør i 1831, 1834 og 1848 – Introduktionen af Jacquardvæven pressede lønnen; canutterne marcherede gennem byen under parolen “Vivre en travaillant ou mourir en combattant”. Nogle af de viste kort er brændemærkede efter barrikaderne på Boulevard de la Croix-Rousse.
• Global konkurrence – Museets importlister dokumenterer, at “lyonsk” silke i New York og Skt. Petersborg måtte sænkes i pris, da jacquardiserede brokader fra Zürich og Krefeld dukkede op.

Se detaljerne – Tips til dit museumsbesøg

1. Kig efter grønlige oxideringer omkring hullerne; det er rester af kobbertråd, der holdt kortene sammen.
2. Sammenlign et korts hulmønster med silkefragmentets rapport – du kan næsten “læse” blomsten i kortet.
3. Lyt til den lille lydinstallation: Klik-klak-rytmen er optaget på en stadig aktiv Jacquardvæv i Rue Burdeau.

Jacquardkortene er ikke kun skabeloner for stof – de er arketypen på programmeret produktion, forløberen for computerens hulkort og et konkret, håndgribeligt vidnesbyrd om, hvordan teknologisk innovation kan væve sig ind i både bybillede, sociale kampe og global økonomi. Når du forlader montren, kan du næsten høre ecoet af vævenes stadige slag over Croix-Rousses tage.

Nødpenge fra belejringen af Lyon 1793

Da Lyon i sommeren 1793 rejste sig mod den radikale del af Nationalkonventet, blev byen efter kort tid omringet af republikanske tropper. Belejringen varede knap tre måneder, og midt i manglen på metal og kontanter begyndte kommunen og private handlende at udstede nødpenge – små mønter, jetoner og papirlapper, som kunne holde markedspladsen og det daglige liv i gang.

Hvad du ser i montren

• Rå, uregelmæssige kobber- og messingmønter på 1, 2 og 3 sols.
• Små bly- og tinjetoner præget i hast med byens våbenskjold: løven over de to bølger fra Saône og Rhônen.
• ”Billets de confiance” – håndskrevne sedler på stykker af silke- og papirrester fra canutternes værksteder.

Et hurtigt overblik

Pålydende	Materiale	Hovedmotiv	Skjult/åbenlys politik
1 sol	Kobber	Phrygisk frihedshue	”Liberté ou la mort” – Revolutionens kampråb
2 sols	Tin	Lyon-løven inden for laurbærkrans	Håb om sejr trods belejringen
5 livres seddel	Papir / silkeflage	Guignol-hoved som karikatur	Satirisk stikpille til Parisʼ myndigheder

Symbolik, der taler højere end metal

1. Løven – byens heraldik, men også et stædigt dyr der ikke let lader sig tæmme. Underteksten: Lyon bøjer sig ikke.
2. Frihedshuen og fasces – centrale revolutionære symboler, indsat for at signalere loyalitet over for republikken og dermed legitimere mønterne.
3. Forkortelsen “RF” (République Française) – et forsøg på at undgå anklagen om kontrarevolution, selv om udstederne reelt gjorde oprør mod konventet.
4. Latinske deviser som “Nec mergitur” (“Den synker ikke”) – hentet fra søfart, men her brugt om byens modstandskraft.

Fra smedje til salon – Hvordan de blev til

Mange af de viste mønter blev støbt i smedjer langs Saône-bredden, hvor man smeltede kirkeorgel-piber, stegespid og alt andet brugbart metal. Vævernes jacquardkort blev klippet op til blanket-store sedler, og velhavende borgere underskrev dem personligt som en form for lokalt tillidsbevis. Den improviserede produktion forklarer den ujævne form, tykke kanter og til tider stavefejl i inskriptionerne.

Politisk kontekst

Belejringen endte 9. oktober 1793 med kapitulation og hårde repressalier; kort efter omdøbte Konventet symbolsk byen til Ville-Affranchie (“Den Befriede By”). Nødpengene blev inddraget, men mange skjulte dem som tavse vidner om civil modstand. At de i dag ligger i Musées Gadagne skyldes lokale samlere, der i 1800-tallet begyndte at systematisere denne kortlivede valuta.

Tip til besøget

• Læg mærke til rillede kanter – et anti-falskmøntneri-greb allerede kendt fra Louis XVIʼs tid.
• Se efter grønligt ir på kobbermønterne; det kom hurtigt, fordi legeringen var fattig på tin under krigen.
• På nogle sedler skimter du væve-mønstre; de er trykt på kasserede silkeprøver fra Croix-Rousse.

Genstandene demonstrerer, hvordan revolutionens idealer, lokalpatriotisme og ren overlevelsestrang smeltede sammen i små stykker metal og papir, som den dag i dag vidner om Lyons evne til at handle kreativt i krisetid.

Fête des Lumières: tidlige lysglas og dokumenter (1852)

På Gadagne-museets nænsomt oplyste hylder står små, grønligt skinnende lysglas – lumignons – side om side med gulnede plakater og håndskrevne cirkulærer fra 1852. Tilsammen ruller de fortællingen om Lyons mest kendte tradition ud:

1. En fødselsdag for Jomfru Maria … der blev udsat
   

   I september 1852 skulle en ny statue af Jomfru Maria krones på Fourvière-højen. Oversvømmelser i Saône udsatte festen til den 8. december – Mariæ undfangelse. I montren ligger det originale trykte program med silkebånd, som stadig bærer spor af vandpletter fra netop dén oversvømmelse.

2. Borgernes spontane lys
   

   Meteorologerne forudsagde storm. Da mørket faldt på, antændte indbyggerne i protest – eller bøn – tusinder af små stearinlys i vindueskarme og på altaner. Museet viser:

   • Et sæt fire riflet cylinderglas med sodmærker, indsamlet af lokalhistorikeren Adrien Arcelin i 1890’erne.
   • En dagbogs­side, hvor en silkearbejder fra Croix-Rousse noterer: “On veut de la lumière, que Dieu nous éclaire et que la Vierge nous garde.”
3. Fra fromt ritual til folkelig fest
   

   I 1870’erne begyndte broderskaber, handelstands­foreninger og senere kommunen at organisere lyssætningen. En bemærkelsesværdig broadsheet fra 1879 – med rabatkuponer til skrivemateriale og lysolie – vidner om, at erhvervslivet hurtigt opdagede potentialet.

4. Branding af byen
   

   En storformat-plakat fra 1964 (se billede) bruger allerede ordlyden “Lyon, ville des Lumières”. I et tilstødende vitrineskab finder man:

   Artefakt	Fortælling
   Kommunalt presseudspil 1989	Det første år, hvor byrådet iværksætter professionelle lysinstallationer på broer og facader.
   Programhæfte 1999	Startskuddet til den moderne, kunstnerkuraterede festival med internationale lysdesignere.
   LED-lumignon 2021	Bæredygtig genfortolkning; salgs­overskuddet går til NGO’er – tradition møder CSR.

Hvad skal du kigge efter?

• Farve og glasur: De ældste lysglas er mundblæste og har ujævn kant – ingen to er helt ens.
• Symboler på tryksagerne: Liljen (byvåben), Marias monogram “M” og republikanske kokarder – et krydsfelt mellem kirke og republik.
• Sprogets skift: Fra fromme bønner til turistslogans – læs, hvordan ordvalget spejler byens selvforståelse.

Når du forlader salen og senere oplever den nutidige Fête des Lumières i gaderne, kan du se hvert neonrør og hver videoprojektion som et ekko af disse beskedne glas og krøllede papirer fra 1852. Gadagne giver dig nøglen til at forstå, hvordan en religiøs taksigelse blev til et verdensberømt lysbrand, der hvert år tiltrækker over to millioner besøgende – uden at miste det intime glimt i vindueskarmen.

Laugsskilte og købmandssymboler fra Vieux Lyon

Promenader du gennem de snævre traboules i Vieux Lyon, vil du stadig kunne få øje på svajende metalskilte udformet som støvler, gyldne sole eller prægtige vindrueklaser. I Musée d’Histoire de Lyon er de originale forlæg for disse gadesymboler samlet: håndsmedede jernrammer fra 1500-tallet, barokt bemalede træplader og sirligt udskårne kobbersilhuetter, som engang hang over værksteder og krydderboder.

Hvorfor skilte var nødvendige – Og overdådige

Før husnumre og ensartet bogstav­skrift fandtes, var skiltene byens GPS. De skulle:

1. Lede analfabeter på rette vej – et billede var mere effektivt end et navn.
2. Signalere laugstilhørsforhold – kun godkendte mestre måtte bruge bestemte symboler.
3. Reklamere med kvalitet – jo mere raffineret jernarbejdet, desto dygtigere smed eller guldtrækker.

Sådan aflæser du ikonografien

Symbol	Fag/laug	Nøgle­detaljer at kigge efter
En vægt med to skåle	Guldsmede & vekselerere	Kalibreringsmærker indslået i metallet vidner om præcision og troværdighed.
Tre møllesten i trekant	Melsvende	Ofte ledsaget af en hvedestrå­krans – tegn på den gode høst.
En hånd med saks	Klædehandlere	Broderede broderier i hjørnerne afslører tekstilhuggerens rang.
Klassisk vinranke	Tavernere & vinhandlere	Patina fra røg og madlavning giver brun-sort overflade; kig efter pånittede drueperler.

Fra gade til museum – Og retur

• Konservering: Flere skilte blev reddet i 1960’ernes sanering af Vieux Lyon og restaurerede efter samme metoder som katedralens smedearbejde.
• Kurateret gadevandring: Ved montre 27 finder du et interaktivt kort. Scan QR-koden, og få en rute, hvor du kan sammenligne museets genstande med deres nuværende “efterkommere” over caféer og bouchons.
• Genopdaget branding: Flere moderne butikker – fx Le Bistrot de Saint-Paul – har ladet sig inspirere af originale laugssymboler for at understrege lokal forankring.

Museets mest iøjnefaldende skilte

Den lysende sol skulle lokke kunder til en krydder- og farvehandler. Bemærk de 16 flammende solstråler – antallet refererer til de 16 distrikter, der dengang betalte afgift til byens farve-laug.

Tidlige skomagere manglede glastilglasur; i stedet brugte de mineralsk cinnober. Lakken er i dag mat, men rødfarven signalerede luksus som hos kardinalers fodtøj.

Tips til dit besøg

Stil dig tæt på montrer­glas og kig efter slagmærker fra hammeren – de afslører håndværkerens rytme. Brug derefter udstillingsrummets store vinduer til at spejde ud mod Rue du Bœuf; du vil ofte spotte moderne skiltning, der rytmisk svarer igen til de historiske former. Dermed bliver museet et spejl af den levende by, og du begynder at forstå, hvorfor UNESCO anser Vieux Lyon for et enestående laboratorium i visuel kommunikation.

Når du forlader museet, så lad blikket vandre op over dørhøjde. Sandsynligheden er stor for, at du ser en guldsmedevægt eller en vinranke, som i 2024 stadig gør dét, lyonnaiserne mestrer bedst: forene handel, æstetik og fortælling i ét enkelt ikon.