7 hovedværker på Musée des Beaux-Arts de Lyon

Krydser du Rhône eller Saône med kunsten i baghovedet, lander du før eller siden på trappetrinnene til Musée des Beaux-Arts de Lyon. Det tidligere kloster midt på Place des Terreaux huser en af Europas rigeste samlinger – et skatkammer, der ofte beskrives som “det bedste museum uden for Paris”. Alligevel er det de færreste danske Lyon-rejsende, der ved præcis, hvad de absolut ikke må misse, når de først står dér blandt marmorsøjler og parfumeret historiesus.

Derfor har vi udvalgt syv hovedværker, som hver især fortæller noget essentielt om museet – og om den kunsthistorie, Lyon har været med til at forme: fra et monumentalt vægmaleri, der strækker sig op gennem hovedtrappen, til isnende impressionisme, neoklassicistisk charme og venetianske fester badet i farvepragt. Sammen udgør de en perfekt, koncentreret rute for både førstegangsbesøgeren og den garvede kunstelsker, der vil dykke dybere.

I det følgende guider vi dig fra Pierre Puvis de Chavannes’ ikoniske trappefresko til Rodins brændpunkts-skulptur, videre til Monets glitrende isflager og hele vejen til den lokale helt Hippolyte Flandrin. Undervejs får du historierne bag værkerne, tips til bedste udsyn og små detaljer, der får lærred, gips og bronze til at leve.

Spænd skoene, sluk mobilen – og lad “Byens smukke kunstkammer” vise sig fra sin mest overrumplende side. Velkommen til vores top-7 over hovedværker på Musée des Beaux-Arts de Lyon.

Pierre Puvis de Chavannes: Le Bois sacré cher aux arts et aux muses (Grand Escalier)

Når man træder ind i Grand Escalier folder Pierre Puvis de Chavannes’ monumentale vægmaleri Le Bois sacré cher aux arts et aux muses (1854-1864) sig ud som et lysende, fresko-lignende tæppe over trappehusets vægge. Lyonnerne kalder det ofte blot “La Forêt sacrée”, og værket er blevet museets ansigt udadtil – gengivet på alt fra postkort til billetsystemet.

Tilblivelsen: Et lokalt prestigeprojekt

I 1850’erne stod Lyon midt i en kulturel opblomstring, og byrådet ønskede et pragtværk, der kunne matche Paris’ udsmykninger. Den dengang 30-årige Puvis, selv født i Lyon, vandt konkurrencen med en skitse, hvor kunst og videnskab samles i et mytisk lundehjørne. Arbejdet strakte sig over 10 år, afbrudt af sygdom og økonomiske kriser. Teknikken er olie på lærred maroufleret på væg (lærrederne er limet op på murfladen), hvilket giver freskoens stoflighed men oliemaleriets glød.

Symbolikken: Tidløs harmoni

Puvis skaber et utopisk, arkadisk landskab, hvor muser, filosoffer og kunstnere lever side om side. Maleriet breder sig som et 360-graders panorama rundt om hele trappeløbet; hver side repræsenterer en kunstart:

1. Poesien – en kvinde med lyre, omgivet af pergamentruller.
2. Musikken – sat i bevægelse af en lutspillende muse flankeret af flagrende draperier.
3. Arkitekturen – en mandlig figur med passer og miniaturekapitæl.
4. Maleriet & Skulpturen – to søstre, den ene med palet, den anden med mejsel.

Alt holdes i et afdæmpet, jordtæt farvevalg (terre verte, okker, gråblå), der får figurerne til at virke som antikke relieffer snarere end kød og blod. Netop denne idealiserede, næsten asketiske ro forudgriber symbolismen og påvirkede efterfølgende kunstnere som Seurat og Maurice Denis.

Hvorfor værket er museets signatur

Træk	Betydning for Musée des Beaux-Arts
Størrelse (ca. 100 m²)	Omslutter besøgende fysisk – et umiddelbart “wauw”-moment ved ankomst.
Lyonnesisk ophav	Puvis er byens stolte søn; maleriet forankrer samlingen lokalt.
Tidlig modernitet	Bruddet med akademisk patos gør værket til overgang mellem klassicisme og modernisme – et tema museet fremhæver.

Sådan oplever du maleriet optimalt

• Nederste trappeløb (indgangen)
  Stå ved foden og læg mærke til horisontlinjen. Den ligger en anelse over din øjenhøjde, så figurerne virker ophøjede uden at dominere rummet.
• Mellemreposet
  Her befinder du dig i øjenhøjde med muserne. Kig efter de subtile overgange mellem lærredsfelterne – Puvis brugte syv separate stykker, men samlingerne er næsten usynlige.
• Øverste repos (balkonen)
  Se ned over hele væggens længde; perspektivet afslører, hvordan træernes skrånende stammer “holder” linjen og binder de fire kunstarter sammen. Tag også et kig op i det gamle glasloft – det diffuserede nordlys var tænkt som naturlig spotbelysning.
• Zoom-detalje
  Brug mobilens kamerazoom på figurens hænder: modelleret med næsten skulpturel præcision, en hyldest til Michelangelo, som Puvis beundrede.

Fun fact til besøget

Puvis skrev i et brev til sin søster, at han forestillede sig, “les Lyonnais montant l’escalier comme des pèlerins vers un temple de beauté”. Den vision lever endnu – hvert år passerer over 250.000 “pilgrimme” gennem trappen og dermed gennem kunsthistorien selv.

Joseph Chinard: Buste af Juliette Récamier (ca. 1801–1805)

Når du drejer om hjørnet til de franske skulptursale, mødes du af et varmt, mat skær – terracottaens karakteristiske glød. Midt i rummet står Joseph Chinards Buste af Juliette Récamier, et ikon for både museet og byens egen kunsthistorie.

Chinard – Lyons kosmopolitiske billedhugger

• Født i Lyon 1756; uddannet på byens École de dessin før studier i Rom.
• Vendte hjem som efterspurgt portrætbilledhugger, medlem af Académie de Lyon og drivkraft i byens kunst- og håndværksmiljø.
• Kombinerede fransk raffinement med antikkens idealer, hvilket gjorde ham til en nøglefigur i neoklassicismen.

Materiale & teknik

Materiale	Brændt terracotta (ler) – lettere og varmere end marmor.
Størrelse	Cirka 58 cm høj; intimt format der inviterer til nærstudie.
Modelarbejde	Chinard modellerede direkte i fugtig ler; du kan stadig ane subtile fingeraftryk og redskabsspor langs draperiet.

Muse, salonværtinde og modeikon

Juliette Récamier (1777-1849) blev født som Jeanne-Françoise Julie Adélaïde Bernard i Lyon. Hendes parisiske salon var i begyndelsen af 1800-tallet et centrum for litteratur, politik og musik, hvor bl.a. Chateaubriand og Germaine de Staël færdedes. Ved at portrættere hende bragte Chinard en lyonnais succesfortælling hjem til fødebyen.

Æstetiske kendetegn

1. Klassisk ro: Den let hævede hage og det drømmende blik giver busten en værdighed, der minder om antikke gudinder.
2. Hårmode à la Titus: De korte, spiralkrøllede lokker var højeste mode i 1800-tallets første år og henviser til romerske kejserbuster.
3. Diskret sensualitet: Den tynde peplos, som slynger sig over skulderen, antyder krop uden at afsløre – en pointe i neoklassisk påklædningskodeks.

Hvad skal du kigge efter?

• Lysglimt i lerets overflade, der fremhæver overgangen fra glat hud til knitrende stof.
• Den svage asymmetri i ansigtet; Chinard balancerer ideal og individualitet.
• På bagsiden: indsnit formet med et enkelt spatelsvirp – et virtuost signaturtræk.

Hvor finder du busten?

Busten står som regel i Sals 25 (“Fransk skulptur 1770-1830”) på en fritstående sokkel i midten af rummet. Gå hele vejen rundt – 360° – og se, hvordan profilen skifter karakter, når sidebelysningen fremhæver kindben og øjenlåg.

Sæt den i dialog

Når du har set Récamier, så:

• Sammenlign med Jean-Antoine Houdons marmorportrætter længere henne; her forstår du, hvor meget lerets stoflighed ændrer oplevelsen af neoklassisk portrætkunst.
• Kig også på Chinards egen Amour se faisant un arc (samme sal) for at se, hvordan han transformerede den bløde modellering til mytologisk tema.

Tip: Busten er et populært selfie-motiv; kom tidligt eller lige før lukketid, hvis du vil have hende “for dig selv”.

Claude Monet: La Débâcle, Vétheuil (1880)

Allerede ved første øjekast emmer La Débâcle, Vétheuil af sprød vinterluft: Seinen er ved at rive sig løs af isens fangarme, og hele lærredet knitrer af frossent lys. Maleriet er et af Musée des Beaux-Arts de Lyons mest elskede impressionistværker, netop fordi det sammenfatter Monets vision om at fange et flygtigt øjeblik – ikke kun i døgnets rytme, men i selve årstidens dramatiske overgang fra frost til tø.

År	1880
Medium	Olie på lærred
Mål	65 × 100 cm
Placering i museet	Salle 34 – Impressionisme

Et kort ophold, en rig produktion

Monet boede i landsbyen Vétheuil ved Seinen fra 1878 til 1881. Perioden var præget af økonomiske vanskeligheder og personlige sorger – hans hustru Camille døde kort forinden – men kunstnerisk var det tre år med intens produktivitet. Floden blev hans laboratorium: mere end 150 lærreder fra Vétheuil viser skiftende årstider, vande og lysforhold.

Motivvalget: Isgang som drama

Vinteren 1879-80 var usædvanligt hård; isen lå tyk, brød op i voldsomme flager og forårsagede oversvømmelser nedstrøms. Monet indså, at netop “débâcle” – det franske ord for isgang og forværring – rummede både malerisk dynamik og underliggende symbolik: naturens egen genfødsel.

• Komposition: Den lave horisont lader himlens kolde skær dominere, mens isflagerne driver diagonalt og skaber bevægelse.
• Farvepalet: Korte, uregelmæssige strøg af bleg lavendel, isblå og perlemorshvid brydes af solreflekser i varm rosa.
• Lys: Ingen mørke konturer; kun kontrasten mellem kølige skygger og lysets glimt over vandspejlet modellerer formen.

Penselføring under lup

Træd helt tæt på lærredet og se, hvordan Monet lægger farven alla prima – våde strøg oven på hinanden uden forarbejdet tegning. De korte, vinkelrette penselmarkeringer giver isstykkerne en nærmest krystallinsk tekstur, mens vandoverfladen står som et flimrende tæppe af parallelle dashes. Træd derefter to-tre meter tilbage; øjet blander farverne optisk, og scenen samler sig til én flimrende enhed.

Nøgle til monets klimatiske studier

1. Årstid som tema: Maleriet markerer overgangen til Monets senere serier (Meules, Les Peupliers, Nymphéas), hvor variationer i lys, vejr og årstid bliver selve motivet.
2. Observation i realtid: Ved at male direkte ude ved flodbredden i isnende kulde forpligter Monet sig til hastige strøg – en metode der præger hele impressionismen.
3. Fravær af narrativ: Ingen mennesker, ingen både – kun naturens foranderlighed. Det gør lærredet til en “meteorologisk dagbogsside”.

Tips til dit museumskig

• Sammenlign værket med Sisleys vinterlandskaber i samme sal; læg mærke til forskellen i paletternes temperatur.
• Brug museets bænk placeret skråt til venstre for maleriet: herfra fornemmer man diagonalen i isflagerne tydeligst.
• Tjek skilteteksten for infrarøde optagelser; de viser, at Monet justerede horisontlinjen undervejs – et sjældent indblik i hans proces.

Når du forlader galleriet, vil du måske opdage, at dine øjne fortsat “pulserer” en smule – et vidnesbyrd om Monets evne til at lade farver og lys vibrere på nethinden længe efter, isen er brudt op.

Auguste Rodin: L’Âge d’airain (1877)

Det er næsten umuligt at passere L’Âge d’airain uden at reagere fysisk: Skulpturens vågne, næsten elektriske nærvær er lige præcis den effekt, der i 1877 fik kritikerne til at beskylde Auguste Rodin for at have lavet en direkte gipsafstøbning af sin model. At en bronzefigur kunne virke så levende, var simpelthen uacceptabelt for et akademi, der selv forsvarede idealiserede kroppe med marmorglans. I dag regnes værket for Rodins gennembrud – begyndelsen på den moderne skulptur.

Modellen og kroppens sandhed

Rodin arbejdede med den belgiske soldat Auguste Neyt, som han tegnede og modellerede utallige gange. Resultatet blev en krop i contrapposto, men uden klassicistisk heroik: den bøjede højre arm og de afslappede hænder antyder netop det øjeblik, hvor mennesket bliver bevidst om sin egen eksistens. Musklerne er hverken overbetonet eller glattet ud; de pulse­rer under huden og afslører kunstnerens fascination af anatomi, hudoverflade og mikroskopiske rytmer.

Skandalen, der moderniserede skulpturen

• 1877, Salon de Paris: Juryen kræver bevis for, at Rodin ikke har brugt kroppen som form direkte. Rodin lader en undersøgelseskomité måle og konkludere, at han har modelleret alt i hånden. Skandalen havde den utilsigtede effekt, at alle nu kendte navnet Rodin.
• Brud med akademiet: Værket forkastede allegoriske attributter og foretrak den rene krop som bærer af mening – et radikalt træk, der pegede frem mod 1900-tals­skulpturens fokus på process og materialitet.

Gips vs. Bronze – Hvad ser du i lyon?

Version	Materiale	Kendetegn	Historik
Original model (1876)	Gips	Hvide pletter fra værkstedets værktøj; matte flader, der viser fingertryk.	Opbevaret i Musée Rodin, Paris.
Bronzestøbning i Lyon	Bronze, brungrøn patina	Reflekterer lys fra ovenlyset; overfladen brydes af fine filer­spor og lette poleringer.	Støbt hos Alexis Rudier ca. 1901; erhvervet af Musée des Beaux-Arts i 1907.

Sådan får du det fulde indtryk

1. Start med at gå langsomt rundt figuren. Skulpturen er tænkt i 360°; du vil opleve, at vægten flytter sig med dig.
2. Læg mærke til mave- og rygmusklerne: de danner en live “vejrtrækning”, som næsten får bronze til at virke organisk.
3. Kig efter de subtilt modellerede årer på håndryggen; dér kan man fornemme Rodins fingeraftryk, bogstaveligt talt.
4. Træd et par skridt tilbage og observer dialogen med de omkring­liggende antikke torsoer: her ses, hvordan Rodin både slutter sig til og bryder med traditionen.

Fun fact: Titlen L’Âge d’airain (Bronzealderen) er ikke blot en reference til materialet, men til menneskehedens overgang fra instinkt til civilisation – en transformation, som Rodin mente, man kunne læse i kroppen selv.

Paolo Veronese: Festen i Simon farisæerens hus

En pragtfuld banket midt i Lyon
Når man træder ind i Salle des maîtres italiens du XVI^e siècle (som du finder i stueetagen, lokale 5 i den italienske fløj), er det svært at overse Paolo Veroneses mere end fem meter brede lærred La Cène chez Simon le Pharisien (The Feast in the House of Simon the Pharisee, ca. 1570). Værket er ophængt centralt på den længste væg, let forhøjet, så den arkitektoniske scenografi fortsætter i museets egen loftshøjde og næsten bliver en del af rummet.

Bibelhistorien – Et intimt øjeblik i storslået ramme

I Lukasevangeliet 7, 36-50 inviterer farisæeren Simon Jesus til middag. En ukendt “synderinde” bryder konventionerne, træder ind, salver Kristi fødder og tørrer dem med sit hår. I stedet for en ydmyg stue anbringer Veronese episoden i en renæssancepalads-lignende sal med søjlegange, loggiaer og høj, åben himmel. Den historiske fortid bliver til et venetiansk nutidsbillede – et af kunstnerens yndlingsgreb.

Isenesættelsen – Teater og tableau

1. Arkitektonisk scenografi: Den dybe, symmetriske søjlerække skaber et perspektivisk “teater”, der leder blikket mod Kristus, der sidder let forskudt for midteraksen – en måde at fastholde fokus uden at virke statisk.
2. Farve og stoflighed: Veronese taler i farver: dybe ultramariner, koralrødt, smaragdfarvet silke og guldtråde, alt sammen sat i glitrende dagslys. Læner du dig tættere på lærredet, kan du se, hvordan lasur på lasur får fløjl til at flimre og perler til at gnistre.
3. Figurernes koreografi: Vær opmærksom på de diagonale blikke. Fra kvinden ved Kristi fødder går en usynlig linje gennem apostlenes gestik og videre til de stående tjenere – en dynamisk “zigzag”, der giver dramaet fremdrift.

Venetiansk renæssance og festmaleri

Kunsthistorisk kontekst	Hvorfor det er vigtigt
Veronese er del af den såkaldte colorito-skole, hvor farve vægtes højere end tegning.	I Lyon-værket kulminerer denne holdning: de mættede toner fortæller historien lige så klart som figurernes attitude.
“Festmaleriet” (conviviale) var højt efterspurgt i Venezia til offentlige refektorier og paladser.	Museets billede er beslægtet med Las Vegas af renæssancen: Brylluppet i Kana (Louvre) og Fest i Huset hos Levi (Venedig). Alle bruger banketten som undskyldning for at vise tekstiler, porcelæn og den nye verdens globaliserede varer.
Arkitektur lånes fra Palladio og Sansovino.	Det giver illusion af monumentale rum, som passer perfekt til de store refektorier – og i dag til museets høje vægge.

Se det som veronese tænkte det

• Første blik: Stil dig midt i salen – hele kompositionen åbner sig som en scenografi.
• Nærstudér: Kig helt tæt på bordkanten; små krakelerede højlys i dækket viser Veroneses hurtige pensel.
• Sidevinkel: Fra salens højre hjørne ses den svage skævvridning i perspektivet, som kunstneren bevidst har brugt for at rette sig efter originalplaceringens betragtningspunkt.

Med sin kombination af arkitektonisk logik, teater og sans for luksus er Festen i Simon farisæerens hus ikke blot et højdepunkt i Musée des Beaux-Arts de Lyons italienske samling; det er selve nøglen til at forstå den venetianske renæssances fejring af farve, form og fest.

Nicolas Poussin: Flugten til Egypten

Nicolas Poussin indvarsler med Flugten til Egypten (ca. 1657) den franske klassicismes gyldne standard: en maleriæstetik, hvor alt er afvejet i orden, klarhed og harmoni. Værket viser den hellige familie på flugt fra kong Herodes, men dramaet er pakket ind i en rolig, arkadisk natur, som både højner fortællingen og skaber tidløshed.

Kompositionen – Geometrisk præcision

• Trekantopbygning: Maria, Josef og barnet danner en stabil trekant, som forankrer scenen og leder øjet.
• Klares planer: Forgrund med figurer, mellemgrund med vandløb og baggrund med blød bjergryg – næsten som sceniske prospekter.
• Arkitektoniske citater: Den antydede tempelruin i højre side peger på antikken og understreger Poussins interesse for klassiske bygninger som moralsk pejlemærke.

Fortælleøkonomi & teologi

Poussin undgår melodramatik og lader i stedet gestikken fortælle:

1. Josefs beskyt­tende fremstrakte arm viser både faderlig omsorg og rejseretning.
2. Marias let ned­slåede blik signalerer inderlig tro og lydighed.
3. Barnet Jesus velsigner jorden med en diskret håndbevægelse – et tidligt frempejl om frelsergerningen.

Teologisk understreges motivet af det stille vand, der symboliserer dåb og renselse, mens de sarte morgenskær antyder Guds nådige beskyttelse på rejsen.

Antikkens skygger

Poussin studerede skulpturer og relieffer i Rom, og det ses i figurernes klassiske proportionsmål og i draperiernes marmoragtige fald. Han overfører antikkens ideal om stoisk ro til en kristen fortælling og skaber dermed en syntese, der blev forbillede for senere franske malere som David og Ingres.

Se værd at zoome ind på

Detalje	Hvorfor kigge?
Det blussende lys langs horisonten	Markerer overgangen fra natlig fare til guddommeligt håb.
Den falne palmegren	Et subtilt martyriumsymbol; palmen er sejrs- og lidelsestegn.
Æslets skridtrytme	Poussin bruger dyrets bevægelse til at skabe rytme i billedfladen.

Praktisk i galleriet

Malingen hænger i Salle 9 (fløj mod Place des Terreaux). Stil dig først midt i rummet for helheden, og gå derefter tæt på scenens venstre side for at se penselarbejdet i Marias klædedragt – de ultramarine partier afslører Poussins minutiøse lag-på-lag-teknik.

Tip: Tag et par skridt baglæns og bemærk, hvordan de diagonale bånd fra æslets tøjle til ruinen binder kompositionen sammen – et visuelt vidnesbyrd om Poussins berømte sans for ordre.

Hippolyte Flandrin: Religiøst hovedværk fra Lyon-skolen

Værket: Saint Clair guérissant les aveugles à Alès, 1836, oli e på lærred, ca. 260 × 330 cm. Her er vi midt i Lyon-skolens hjerte: Hippolyte Flandrins første store offentlige bestillingsarbejde, malet kort efter hans Prix de Rome-ophold og udstillet på Salonen i 1837, før det fandt permanent hjem på Musée des Beaux-Arts. Motivet – den fromme biskop Clair, der giver synet tilbage til to blinde pilgrimme – er både mirakelberetning og stille meditation.

Nazarener-arven – Men med ingres’ linje

• Flandrin delte de tyske Nazareners ønske om at genrejse renæssancens rene fromhed og klare komposition, men han var samtidig elev af Jean-Auguste-Dominique Ingres. Resultatet er en harmonisk syntese:
• Konturlinjen er præcis og kold – en direkte arv fra Ingres.
• Kropsholdning og gestik er inspireret af Fra Angelico og Perugino: let svaj, sænket blik, rank ro.
• Den hieratiske opbygning med hellig figur i midten og suppleanter på hver side skaber et ikon-lignende fokus, velkendt fra Nazarenernes kompositioner.

Farveholdning & figurideal

Element	i Flandrins udgave	Hvad du skal kigge efter
Palet	Dæmpede jordfarver, mælkede lysgråblå toner, sparsomme højlys i guldokker.	Bemærk hvordan lyset samler sig om Saint Clairs gul-hvide ornat og gør miraklet næsten fysisk.
Hud	Porcelænsagtig, mat; ingen unødvendige skygger.	Lok alt dit blik på modellernes lukkede øjne – deres pupiller er kun antydet, så helbredelsen fornemmes i næste øjeblik.
Draperi	Skåret i store, rolige flader.	Se foldernes blide rytme; de styrer øjet ind mod miraklets centrum.

Spritualitet gennem stilhed

Der sker meget lidt og alligevel alt: Ingen dramatisk bevægelse, næsten intet narrativt overløb. Flandrin fanger øjeblikket lige før klimaks – hånden, der endnu ikke har rørt øjnene, munden, der ikke har udtalt ordet. Det frosne sekund giver værket en meditativ, næsten liturgisk tidsfornemmelse.

Flandrin & lyon

1. Født i Lyon 1809; uddannet på byens École des Beaux-Arts, inden han drog til Paris og Rom.
2. Hans succes lagde grund for en religiøst præget Lyon-skole, hvor også Victor Orsel og Louis Janmot medvirkede.
3. Senere freskocykler i Paris (Saint-Germain-des-Prés) gjorde ham til en af 1800-tallets vigtigste kirkekunstnere – men Lyon forblev referencepunktet.
4. Museets rige samling af forstudier viser, hvordan byen fortsat dyrker ham som lokal helt og akademisk forbillede.

Sådan oplever du maleriet bedst

• Stil dig 5-6 meter fra lærredet (salen for fransk 1800-tals kunst). Det giver overblik over balanceaksen fra bispens hævede hånd til de to blinde.
• Gå derefter helt tæt på venstre side: de sarte, lavendelgrå skygger i kvindens slør afslører Flandrins ufatteligt tynde laseringer.
• Afslut med at træde et par skridt til højre; lyset fra vinduet reflekteres i helgenens gyldne stav og giver værket en ny glød – et lille, moderne mirakel i sig selv.