Hvad kendetegner arven fra Théâtre de la Croix-Rousse?

Stå ved toppen af Croix-Rousse-bakken en sensommeraften. Lyset over Lyon glimter i Rhône-flodens sving, mens du træder ind i den karakteristiske, røde teaterbygning, der har været bastion for bydelens sjæl i mere end et halvt århundrede. Men hvad er det egentlig, der får Théâtre de la Croix-Rousse til at føles som meget mere end endnu en scene på kulturkortet? Hvorfor taler både lokalbefolkning, silkehistorikere og avantgarde-instruktører om “krydset” som et helt særligt åndehul?

I denne artikel dykker vi ned i arven, energien og de mange lag af fortællinger, der bebor teatrets mure – fra de rebelske silkevævere, der formede kvartéret, til nutidens tværæstetiske forestillinger, der skubber til publikums forventninger. Vi følger sporene af canut-oprør, arkitektonisk nytænkning og kunstnerisk mod – og spørger, hvordan et kvartersteater er blevet en uundværlig del af Lyons kulturelle DNA.

Glæd dig til at:

• opdage, hvordan arbejderhistorien stadig klinger i sæderækkerne,
• få et kig ind i scenens tekniske magi og salens intime udsyn,
• møde de forestillinger og navne, der har skrevet sig ind i fransk teaterhistorie,
• se, hvordan sociale initiativer åbner dørene for nye publikummer,
• og få et bud på, hvor Théâtre de la Croix-Rousse bevæger sig hen i en tid præget af bæredygtighed og internationale netværk.

Sæt dig godt til rette – arven fra Théâtre de la Croix-Rousse er levende, larmende og langt fra færdigskrevet. Lad os begynde rejsen.

Historiske rødder: Fra canuts til kulturinstitution

Den moderne Théâtre de la Croix-Rousse hviler på et historisk fundament af arbejderkamp, solidaritet og stolt håndværk. For at forstå teatrets identitet må man derfor zoome ind på bydelens silkevævere – canuts – der fra begyndelsen af 1800-tallet prægede områdets sociale og kulturelle liv.

Fra vævestuer til kampplads

1. Silkens højborg: Industrialiseringen gjorde Croix-Rousse til Europas førende centrum for silkeproduktion. Vævene klaprede i høje bygninger med de karakteristiske store vinduer og loftshøjde – et arkitektonisk aftryk, der stadig præger kvarteret.
2. Canut-oprørene (1831 & 1834): Dårlige løn- og arbejdsforhold førte til de første store arbejderopstande i Frankrig. Oprørene blev blodigt slået ned, men skabte et varigt fællesskab og en politisk bevidsthed, der fik kultur til at blomstre som modstandens sprog.
3. Fritidsforeninger og folkeklubber: I anden halvdel af 1800-tallet opstod en række sang-, debat- og teaterforeninger, hvor væverne fandt både dannelse og frirum. Disse sammenslutninger er teatrets egentlige forløbere.

Etablering af et lokalt folkeligt teater

År	Begivenhed	Betydning for arven i dag
1920’erne	De første semi-professionelle forestillinger i en ombygget danserestaurant på Plateauet.	Stærk tradition for teater lavet af og for nabolaget.
1960	Bydelen køber bygningen, omdøber den til Théâtre de la Croix-Rousse.	Offentlig forankring sikrer socialt sigte og lave billetpriser.
1972	Instruktøren Roger Planchon udpeges som kunstnerisk rådgiver.	Introducerer politisk bevidst repertoire og skaber bro til TNP i Villeurbanne.
1980’erne	Teatret omfavner lokalhistoriske stykker om canuts og arbejderkultur.	Forener kulturarv med scenekunst og fastholder kvarterets kollektive hukommelse.

Selvforståelse formet af sociale bevægelser

Canut-oprørene var mere end bare protester; de introducerede ideen om kultur som fællesgode. Dét mindset lever videre i teatrets mission:

• Tilgængelighed: Budgetvenlige billetter, gratis introduktioner og uddeling af forestillinger på torve og skoler afspejler ønsket om at nå fabriksgulvets efterkommere.
• Kunst som debat: Programmeringen søger aktivt tekster, der tematiserer arbejdsforhold, migration og lighed – en direkte tråd til vævernes kamp for værdighed.
• Medborgerskab: Lokale beboere inddrages som medskabere i atelier public-formater, hvilket minder om 1800-tallets folkeklubber, hvor scene og sal blev ét.

Identitet i modspil og medspil

Mens mange franske teatre blev grundlagt som hof- eller borgerskabsscener, voksede Théâtre de la Croix-Rousse ud af en kollektiv social organisme. Deres programmeringsprincipper – at balancere folkelig appel med kunstnerisk vovemod – er født af nødvendigheden for at tale til arbejdere, intellektuelle og det mangfoldige lokalmiljø samtidigt.

Arven fra canuts er således ikke blot et historisk kapitel; den er en levende puls, der fortsat:

… minder teatret om, at stemmen fra vævens skytte har krav på plads på scenen.

Bygningen og stedet: Arkitektur med udsyn

Man mærker straks, at Théâtre de la Croix-Rousse ikke blot er et hus, men et udkigspunkt – fysisk såvel som kulturelt. Bygningen troner på Place Joannès-Ambre, dér hvor plateauet glider ned ad de stejle brostensgader mod Rhône, og hvor publikumsfoyeren har panoramavinduer, der fanger hele den lyonnaise silhuet fra Fourvière-bakken til Presqu’île.

Arkitektoniske kendetegn

• Oprindelse som biograf (1931)
  Det oprindelige art-déco-inspirerede Cinéma le Strasbourg husede kvarterets filmfeber og fabriksarbejdernes søndagsflugt.
• Transformation til teater (1964)
  Efter lukningen blev salen ombygget af arkitekt André Simonnin, som forvandlede stolerækker og lærred til en meur-en-scene med 570 pladser og en hældning, der giver alle frit udsyn til scenen.
• Helhedsrenovering (1988-90)
  Facaden i rå beton fik kobberpaneler, og foyer-terrassen blev udvidet som “kvarterets balkon”. Renoveringen åbnede bygningen mod byen, mens akustikingeniører fra Artec gav salen et varmt, tørt klangrum til både tale og musik.
• Grøn opgradering (2013-15)
  Solskodder, LED-lys og et geotermisk varmesystem blev integreret i den eksisterende struktur – et tidligt eksempel på bæredygtig scenekunstarkitektur i Lyon.

Scenens tekniske rammer

Sceneåbning	14 m bred × 8 m høj
Scenedybde	13,5 m (med forlængbar forestage)
Snoreloft	60 manuelle og motoriserede træk
Orkestergrav	Hæve-/sænkeplatform for 25 musikere
Publikumskapacitet	~580 siddepladser

De tekniske muligheder gør huset velegnet til alt fra intim monolog til fuldskala danseproduktioner. Særligt det store snoreloft – usædvanligt for et mellemstort nabolagsteater – lokker scenografer, der udfordrer højde og dybde med flyvende scenebilleder eller multi-lag-projektioner.

Intimitet på skråningerne

1. Se-alle-kan-se – Salens amfi-kurve og den stejle hældning (17 %) gør, at selv på bageste række fornemmes skuespillernes åndedrag.
2. Nærhed til gaden – Backstage ligger i niveau med Rue d’Austerlitz, så kulisser rulles direkte ind; dørene kan bogstaveligt talt åbnes mod kvarteret under happenings og site-specific opsætninger.
3. Byens topografi som medspiller – Instruktører udnytter ofte publikums opstigning til foyeren: en “ritualiseret vandring” fra de gamle silkespinderiers kældre til udsigten over byens tage, inden tæppet går.

Kombinationen af bakkens historiske tyngde og husets moderne fleksibilitet giver en særlig porøs atmosfære: lyd og lys filtreres gennem store glaspartier, gadestøjen blandes let med for- og efter-forestillingssnak, og publikum føler sig både indenfor og uden-for-sig-selv. Det er denne dobbelte forankring – i sten og i udsyn – der gør Théâtre de la Croix-Rousse til mere end et spillested; det er et offentligt rum, hvor kvarterets topografi bliver kulisse for byens fortællinger.

Repertoire og kunstnerisk profil: Fra folkeligt til nyskabende

Théâtre de la Croix-Rousse åbnede i 1920’erne som et théâtre populaire med letforståelige farcer, melodramaer og vaudeville-klassikere, der tiltænkte silkevæverkvarterets arbejdere et tiltrængt pusterum efter lange dage ved vævene. De første årtier var domineret af franske kendinge som Labiche og Feydeau, og billetsalget blev holdt lavt for at sikre tilgængelighed.

1970’erne: Ny dramatik og social resonans

Efter maj ’68-bevægelsen indvarslede den daværende direktør, Guy Rétoré, en ny linje inspireret af Volksbühne i Berlin: moderne dramatik med samfundskritisk kant.

• Uropførelser af Henri Ghéon og Michel Vinaver
• Første samarbejde med lokale amatørtrupper – en forløber for dagens medborgerskabsteater
• Turnerende skoleforestillinger, der bragte teatret ud i forstæderne

1990’erne: Tværæstetiske greb og musikalske formater

Under kunstnerisk leder Jean Lacornerie blev scenen kendt i hele Frankrig for en hybrid mellem teater og koncert. Han satte fokus på:

1. Musikdramatiske værker – fra Kurt Weills Happy End til nykomponerede jazz-operetter.
2. Dans som dramatisk motor – samarbejder med dansekompagnierne Arcosm og Käfig integrerede hiphop, modern dance og akrobatik på scenen.
3. Visuel scenografi – videoprojektioner og scenografiske installationer, der udnyttede salens intime, amfiteatralske form.

2000-2015: Samproduktion som signatur

Globalisering og pressede budgetter skabte grobund for coproductions. Théâtre de la Croix-Rousse knyttede tætte bånd til:

Partner	Format	Resultat
TNP Villeurbanne	Dobbelt-castede klassikere	Dom Juan (2008)
Les Subsistances	Performance & cirkus	Électre des bas-fonds (2011)
Festival d’Avignon	Uropførelser	Rwanda 94 (2014)

Nuværende kuratoriske akser

I dag styres repertoiret af tre gennemgående akser:

• Nyskreven dramatik – min. én uropførelse pr. sæson med støtte fra Société des Auteurs.
• Scenekunst for unge voksne – forestillinger på max. 70 min., efterfulgt af back-stage talks og PWYW-billetordning.
• Musik & bevægelse – koncerterede opsætninger, hvor musikerne er integreret som scenefigurer.

Publikumsrespons og nyskabelse

La Fabrique du Spectateur, et laboratorieprogram lanceret i 2019, giver publikum mulighed for at følge en produktion fra første læseprøve til premiere. Dette har ikke blot øget publikumsloyaliteten men også fungeret som testplatform for digitale elementer som AR-scenografi og live-subtitling – teknologier, der nu er blevet fast inventar.

Arvens kroge i morgendagens repertoire

Selvom teatret i dag udmærker sig ved avantgardistiske formater, ses tråde til de folkelige rødder i en vedvarende ambition om social inklusion og historiefortælling med lokal resonans. Hvor første halvdels boulevardlystspil lagde vægt på genkendelig humor, sætter nutidens værker spørgsmålstegn ved identitet, migration og økologi – altid med Croix-Rousses hilltops som udsigtspunkt og canuternes kampgejst som klangbund.

Ikoniske navne og milepæle

Fra de første politisk ladede forestillinger i 1970’erne til de prisvindende musikdramatiske formater i dag har Théâtre de la Croix-Rousse været rugekasse for en lang række kunstneriske gennembrud. Nedenfor finder du en kortlagt kronologi over de navne og værker, der har skrevet sig ind i både fransk og international teaterhistorie – og som fortsat klinger som ekko af kvarterets insisterende stemme.

Nøglepersoner – Dem, der satte retningen

• André Guittet (direktør 1968-78) – forvandlede den gamle biograf til teater og slog tonen an med socialrealistiske opsætninger, bl.a. La Révolte des Canuts.
• Philippe Faure (1983-90) – åbnede huset mod europæiske koproduktioner og husede tidlige værker af Wajdi Mouawad og Joël Pommerat.
• Marc Lesage (1990-2010) – professionaliserede organisationen, moderniserede sceneteknikken og introducerede «billetter solidaires», der stadig holder billetpriserne nede.
• Jean Lacornerie (2011-) – kendt for sin forkærlighed for comédie musicale d’auteur og tværæstetiske formater, som har trukket internationale koproducenter til Croix-Rousse-højen.

Milepæle på scenen

År	Titel	Kunstner(e)	Signifikans & priser
1976	La Révolte des Canuts	Instr. André Guittet	Første gang Croix-Rousses arbejderhistorie dramatiseres direkte på hjemlig grund; udsolgte forestillinger i 3 måneder.
1988	Les Chaises af Ionesco	Instr. Jacques Nichet Med Michel Bouquet & Juliette Brac	Turnerede til Théâtre de la Ville (Paris); hædret med Prix de la Critique for bedste genopsætning.
1999	Cabaret	Instr. Marc Lesage	Gennembrud for husets egen orkestergrav; forestillingen gjaldt som fransk referenceproduktion i 00’ernes musicalbølge.
2009	Oh Boy !	Dram. Catherine Verlaguet Instr. Olivier Letellier	Vandt Molière du spectacle jeune public og cementerede teatrets profil som familievenligt innovationslaboratorium.
2013	West Side Story – version de chambre	Instr. Jean Lacornerie Co-prod. Opéra de Lyon	Turnéer til Québec, Torino & København; roste avisomtaler i Financial Times og Le Monde.
2017	Triangle, variations sur le travail	Concept: Blandine Savetier Partn. ENSATT & Amnesty	Dokumentarisk teater om nutidens “silkevævere”; modtog Grand Prix Synergy for social innovation.
2021	Tango y Tango	Chor. Martha Nuñez Musik: Cuarteto Arriaga	Udsolgt dobbelt-run, livestreamet til otte latinamerikanske scener – første fulde digitale distribution fra huset.

Samarbejder, der åbnede verden

1. Les Subsistances & Maison de la Danse – gav scenekunstnere som Yoann Bourgeois mulighed for at udvikle luftakrobatik inde i Croix-Rousses tårnhøje gril.
2. Opera de Lyon – krydsbefrugtning af talte scener og vokale formater; fælles produktioner høstede tre Golden Masks ved festivalen i Moskva.
3. Festival Sens Interdits – platform for censurerede stemmer fra Mellemøsten og Østeuropa; teatrets sale fungerede som hovedbase i 2014 og 2022.
4. TNP Villeurbanne – årlige udvekslinger af scenografer og teknikhold, hvilket har professionaliseret begge institutioners bæredygtige kulisseproduktioner.

Resultatet? En imponerende række af udsolgte forestillinger, Molière-statuetter, internationale turnéer og streaming-publikum, der når langt ud over Lyons bakker. Hver succes har ikke blot poleret teatrets renommé, men også forankret Croix-Rousse-kvarterets historiske insisteren på frihed, fællesskab og kunstnerisk mod.

Socialt engagement og publikumsudvikling

Teatret på Plateau de la Croix-Rousse blev født af kvarterets stærke solidaritet, og den sociale nerve gennemsyrer fortsat repertoiret – men også de konkrete rammer for publikums møde med kunsten.

Tilgængelighed i praksis

• Fysisk adgang: Efter ombygningen i 2012 er foyeren planfri, der er elevator direkte til parkettet, og der findes ledsagerpladser i begge priskategorier.
• Sprog & sanser: Udvalgte forestillinger tilbydes med franske og engelske over­tekster, mens én weekend per sæson er reserveret til relaxed performances med dæmpet lys og lyd.
• Inklusion for syns- og hørehæmmede: Induktions­slynger, audiodeskription og tegnsprogstolkning udvikles i samarbejde med foreningen Arts & Handicap AuRA.

En solidarisk prisstruktur

Ordning	Pris	Målgruppe
Billet Canut	8 €	Under 30 år / Studerende / Ledige
Abonnement Quartier	4 forestillinger for 36 €	Beboere i 1. & 4. arrondissement
Billet suspendu	Gavebillet	Publikum donerer, teatret videredistribuerer via sociale partnere

Resultatet er et gennemsnitligt billet-“loft” på 18 €, væsentligt under det nationale snit for storbyteatre.

Formidling og læring

1. Atelier-scène: Workshops hvor gymnasie- eller AMU-hold undersøger en forestillings tema med dramaturger og skuespillere.
2. Classe-contrat: Et årslangt forløb for 6.-klasseelever, der følger produktionens hele fødekæde – fra første læseprøve til lysprøve.
3. Campus-croisé: Samproduktioner med musikkonservatoriet og danseuddannelsen ved Université Lumière Lyon 2 giver studerende sceneerfaring.

Lokalt medborgerskab

Teatret er vært for den årlige Fête des Canuts, hvor kvarterets beboer­foreninger kuraterer en gratis gaderevy på teatrets forplads. Desuden:

• Åbent hus hver mandag kl. 17 med dialog om aktuelle emner (fx energirenovering af scenemaskinen).
• Brigade des spectateurs: 25 frivillige naboer guider førstegangsgæster og modtager mikrohonorar i form af fribilletter.

Partnerskaber i øjenhøjde

Partner	Initiativ	Effekt
Collège Marie Curie	Årligt skriveforløb “Ma Rue en histoires”	120 elever producerer kortdramaturgi
Association La Cloche	Billetter & caféjob til borgere i hjemløshed	25 personer reintegreret i arbejdsfællesskaber
Maison des Solidarités	Kulturbilletter som del af social handleplan	Øger deltagelse i kulturaktiviteter med 40 %

Gennem disse tiltag dyrker Théâtre de la Croix-Rousse ikke blot publikum, men hele det sociale økosystem, der i sin tid skabte teatrets raison d’être. Ved at sænke økonomiske, fysiske og kulturelle barrierer sikrer huset, at scenekunsten forbliver lige så broget og inkluderende som de stejle gader, der omkranser det.

Den levende arv i dag: Indflydelse, netværk og fremtid

Théâtre de la Croix-Rousse er i dag et strategisk omdrejningspunkt for scenekunsten i Lyon – et tredje ben i byens uofficielle teatertrekant sammen med Les Célestins i centrum og Théâtre National Populaire (TNP) i Villeurbanne. Hvor Célestins leverer de store franske repertoiretitler, og TNP fastholder sin nationale mission, udfylder Croix-Rousse-scenen nichen for opdagelse, tværkunst og publikumstæt innovation.

Samspil i kulturlandskabet

• Med Les Célestins deles produktioner, kostumer og co-markedsføring under rubrikken “Les Théâtres de Lyon”, så publikum nemt kan veksle mellem adresserne med fælles abonnementsordninger.
• Med TNP afvikles hvert andet år dramatikerlaboratoriet Texte(s) en Fabrique, hvor stykker udvikles i Villeurbanne og prøves oppe på højen, inden de sendes på turné.
• Festivalpartner: Under Nuits de Fourvière lægger teatret scene til intime formater, mens Biennale de la Danse bruger dets skrånende sal til eksperimenterende koreografi.

Turné- og coproduktionsnetværk

Netværk	Fokus	Eksempel på resultat
Scènes Découvertes AuRA	Regionale scener for ny dramatik	Premiere på “Silk Road Blues” (2022) – spillede 14 byer i Alperne
TRIBU – Théâtre en Europe	Fransk-belgisk-schweizisk coproduktion	Fransk-flamsk udgave af “Antigone in Molenbeek”
LabEx EcoSceno	Bæredygtige scenografier	Genbrugssceneri til “Les Invisibles”

Talentudvikling: Fra kvartér til verden

1. Residencies på taget: Scenens gamle kostumeloft er ombygget til fire mikro-studier, hvor unge kompagnier kan arbejde gratis i op til seks uger.
2. Canut Campus: Et årligt forløb med lycéeet La Martinière-Diderot, hvor elever laver mini-forestillinger om silkevævernes historie.
3. Mentorordning med Comédie-de-Valence: Nye dramatikere matches med erfarne instruktører og får garanteret visning både i Croix-Rousse og i Drôme.

Bæredygtighed som ny scene

Teatret har de seneste år gjort miljøindsatsen til en del af sin kunstneriske DNA:

• Installation af geotermisk opvarmning og LED-lys: reducerer CO₂-udslip med 38 %.
• Grønt rider-system: Alle gæstespillere forpligtes til genbrug af kulisser ≥ 50 %.
• Samarbejde med sociale caféer i Croix-Rousse om zero-waste catering.

Udfordringer og visioner

Fremtiden byder på både muligheder og knaster:

• Publikumsdiversitet: Unge voksne (18-25) er fortsat underrepræsenterede; teatret tester derfor “pay-what-you-want Wednesdays”.
• Digital tilstedeværelse: Live-streaming af prøver og post-forestilling podcasts skal udvide rækkevidden uden at kannibalisere salens intimitet.
• Finansiel balance: Kommunale tilskud har været flade siden 2020; øget coproduktion og EU-puljer (Creative Europe) skal lukke hullet.
• Klimamål 2030: Målet er at blive Lyons første carboneutre teater – men infrastrukturen fra 1930’erne stiller store krav til renovering.

Med andre ord: Arven fra Théâtre de la Croix-Rousse lever – ikke som et museum, men som et laboratorium, der konstant forhandler sin plads mellem lokalhistorie, globalt netværk og fremtidens grønne krav. Næste kapitel skrives allerede i foyeren, hvor publikum kan foreslå idéer på den nye interaktive væg: “Quel théâtre pour demain ?”.